Lammeskind

preload spinner

Lammeskind fra Thy Lam
 

Alle lammeskind, vi sælger i butikken og fra vores webbutik er fra lam, der er født på vores gård og levet hele deres liv i Thy hos os..Og det allerbedste er, at vi gør alt for, at dyrene har haft et godt liv - vores daglige mål er at se mindst eet lam hoppe op i luften af lutter livsglæde.

Lammeskind fra Thy Lam er kendetegnet ved, at de er fra mine egne økologiske lam. Og så kan det ikke blive renere. Der er tænkt på miljø og sundhed ud over den levetid på 30-40 år, som man kan regne med, at skindet har.Og så betyder det jo også noget, at det skind, man har op ad kroppen er fri for mærkelige reststoffer. Garvningen af skindet er som alle mine skind foregået uden krom og andre skadelige stoffer. Ligesom vi mennesker har forskellig hårpragt, har lammene også deres. Og det er noget af det, jeg så godt kan lide - et skind er ikke bare et skind...

Kig forbi - hvis du kan - jeg har mange skind, som slet ikke er at finde i webshoppen. Eller beskriv den, der skal have skindet, og jeg finder frem til forslag til skind.

- også bdr. Price kom i forbindelse med en tv-udsendelse, vi deltog i forbi vores gård og købte skind til deres bil og bolig - foruden en meget fin sweater med stjerner blev strikket efterfølgende.


 

Lammeskind

Forarbejde til færdigt skind

Når dyr er blevet slagtet, henter jeg nogle af skindene på slagteriet så hurtigt efter slagtningen som muligt. Jeg grovrenser dem, salter dem et par gange og når jeg har en stor palle, afrenser vi dem for salt og sender dem til Norge, hvor de bliver garvet på et solidt garveri med mange år på bagen. Det er kvalitetarbejde, de gør deri. Det tager mindst et par måneder, før jeg får dem sendt retur - offten hen mod ½ år.

Det bedste miljømæssige valg var jo nok at garve dem selv med olie eller fedt, men det er et meget stort arbejde! og jeg ved, at garveriet gør det godt, og at selv nyfødte kan ligge direkte på skindene.

Nogle skind er fra shropshirelam - eller krydsninger, hvor shropshire indgår, derfor vil hårene rejse sig igen, når man sidder/ligger på det.  De har mere fylde end mange andre fåreracer og har også mere affjedring.

Nogle er fra gotlandske pelsfår eller krydsninger hefra, og her er der ikke megen fylde i skindene, men ofte nogle meget spændende lokkede, krøllede skind.

Der er også enkelte brune skind fra sånelam, de minder noget om shropshire mht. elasticitet.

Anvendelse

Det er meget behageligt at have et skind i ryggen efter en lang dag, eller at ligge på et om natten. Det giver en dejlig varme fra sig. Har man smerter/ømhed er denne varmevirkning lindrende.  Hvis man sidder/ligger meget virker det trykaflastende at bruge lammeskind.

Jeg ligger altid på et skind i de kolde måneder. Om sommeren er det for varmt. Skal jeg have et godt hvil skal jeg ligge på lammeskind og have uldtæppe fra lammene over mig - det er så dejligt. Er jeg hundekold, så den isende kulde går helt ind i knoglern,går jeg i bad først og lægger mig uden tøj med skind og uld rundt om mig - så får jeg en god og behagelig varme.

Sidder man meget i en stol eller kører man meget i bil er det dejligt at have i ryggen og det er oplagt at anvende et godt naturmateriale, som kroppen kan nyde godt af.

Og endelig kan det medvirke som et dekorativt element. Det giver en særlig stemning at have et skind eller to i  stuen. I stole, sofaer, bænke, på gulvet - på væggen...

Vaskbart er relevant, hvis man ønsker at anvende det som fast liggeunderlag i sengen, eller hvis man er allergisk over for husstøvmider. Disse skind har et let gulligt skær.

Skal man bruge det i sofaen, stolen, bilen eller dekorativt er det tilstrækkeligt at kunne rense det efter behov - og bare ryste det, gerne dagligt.

Alle skind, der er garvet i Norge er vaskbare - bare de ikke er alt for languldede.

Ang. skind og varmevirkning, småbørn og andre

Skind har fra naturens hånd en varmende virkning, man ikke skal underkende. Varmen stammer fra kropsvarmen. Ved spædbørn eller andre, der ikke har mulighed for selv at tage dynen af, skal man være opmærksom - . .og helst spare på syntetiske materialer...

Man skal ikke pakke dynen for hårdt om dem, men lægge dem på skindet iført let uldtøj eller ganske bar evt. med en let ulddyne.

Luften i ulden kan ikke nå end højere temperatur end kropsvarmen, og dette har været erkendt i århundreder.

Vedligeholdelse, rensning eller vask

Skindet rystes, gerne dagligt.

Skindene skal renses enten på Mønsters Garveri, som jo her ekspertisen eller på et almindeligt renseri.(max. tørretemperatur 40 grader celcius). Skind, som ikke er vaskbare, skal man ikke vaske. Så vil skindet blive ødelagt.

Et vaskbart skind kan tåle 6-10 gange i vaskemaskinen. Det vaskes ved max. 40 grader i vaskemaskinen og tåler kraftig centrifugering. I tørretumbleren anvendes helst svag varme, og man lægger faste ting som et par tennisbolde/gummisko derind. Men under tørringen i tumbleren skal skindet tages ud og strækkes en gang imellem. Hvis skindet virker lidt for stift under eller efter tørring, kan det blødgøres med træk over en bordkant, men ved at rense skindet bevarer men skindet længst muligt. Et lammeskind kan man bruge i 30-40 år...Et vaskbart skind, der renses, ophører med at være vaskbart.

Husk at få min vaskevejledning fra den norske garver, når du køber et skind.

Gode råd ved småbørn

Læg en stofble på skindet, børn holder ikke af uld i munden.

Smågylp og. lign. : Læg en fugtig - ikke våd - klud på, gnid ulden og tør den.

Gennemvædet skind: Brug kartoffelmel - lad kartoffelmelet opsuge væsken - børst det herefter af.

Lugter skindet bør det renses.

God fornøjelse med dit skind.

gitte